I 2010 troede jeg bare, jeg gerne ville have ro. Du ved — det der med at flytte ud, få lidt jord under neglene, dyrke egne grøntsager og leve det idylliske liv, man ser på Pinterest.

I dag har jeg faktisk haft sådan en dag, hvor jeg føler, jeg har fået noget ud af den. Det sker ikke tit – men når det sker, så føles det lidt som at finde den perfekte kaffeblanding: man ved ikke helt hvorfor, men alt spiller bare.

Her kommer der en lille "story time". Bonus video til sidst. Om da Ymer og jeg fik en venindetatovering. (For præcist 2 uger siden).

Jeg har det mærkeligt med vrede. Eller... med følelser generelt, faktisk. Ikke fordi jeg ikke har dem – tværtimod. Jeg kan mærke en hel storm hyle inde i kroppen, men udadtil sker der… ikke så meget. Som om nogen har sat et lydløs-filter på mig.

Jeg har fået masser af (hjemmebrygget) kaffe her i weekenden – og desværre ikke så mange billeder, som jeg ville ønske. Men helt ærligt, man kan ikke både drikke, nørde, eksperimentere, dokumentere OG tage billeder med koffeinrystelser på samme tid ☕️

For en lille uges tid siden købte vi en “kødkasse” fra supermarkedet. Den er beregnet til 4 personer i 14 dage — men for os (to voksne...

I går aftes sad Direktøren og jeg og snakkede, hvor langt jeg egentlig vil gå – kaffemæssigt – for kunsten. Bloggen. Vloggen. Og så videre. Og så slog det mig: hvad er det mest ekstreme, jeg kunne finde på inden for kaffens hellige orden?

Kaoskontrol for virkelige mennesker. Læs om rod, perfektionisme og selvomsorg – og lær, hvordan du finder ro midt i rodet, uden at miste dig selv.

Orden for mig, er enten snorlige perfektionisme — eller absolut intet. Desværre. Det er jo ikke ligefrem praktisk. Det betyder som regel, at jeg ender med at rode helt vildt, fordi jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i at rydde op helt perfekt.

Mad burde være kærlighed. Tryghed. Omsorg. For mig har det altid været noget andet. En kampplads. Et kontrolværktøj. Et sprog for straf og magt. Jeg har et komplekst og ambivalent forhold til mad, og det hænger stadig sammen med de år, hvor jeg ikke selv bestemte over min krop — eller over, hvornår jeg måtte spise.

Jeg har et mentalt HR-team. Ikke på sådan en “jeg-hører-stemmer”-måde, men mere som mit eget indre persongalleri af skyld, humor og små overlevelsesstrategier. De arbejder i døgndrift, men leverer mildest talt svingende resultater. Nogle dage får de ting til at ske, andre dage holder de bare møde om det.

Jeg laver lister. Ofte. Som i igen og igen-ofte. Der er noget terapeutisk ved at skrive “støvsuge, vaske gulv, vasketøj” på en pæn række (helst i en app som Structured eller Tody), som om jeg pludselig har styr på mit liv.

Ikke reklame, jeg ville ønske at det var! :D Det startede med en moka pot. Nu har jeg mere kaffeudstyr end fornuft.

Nu er det sådan, at for små 3 måneder siden, blev jeg mor. Det er mit livs største bedrift! At skabe – så perfekt – et lille menneske. Og det har gjort, at jeg tænker meget på min egen mor. Det vil jeg gerne grave lidt i.

For en uges tid siden kom min bestie forbi. Hun hedder Ymer. (Ja, det er et mærkeligt kælenavn — men helt ærligt, det er stadig bedre end Tykmælk. Forklaringen må du få en anden dag).

Jeg har fået tidlig julegave (ja, jeg kunne ikke vente): en Bialetti Moka Pot og et fancy-pants kaffekværn fra verdens bedste Ymer! Og så… tog fanden ved mig. Pludselig sad jeg og havde bestilt en hel kaffebutik hjem. For man skal jo starte et sted, ikke?