Kaos er mit naturlige habitat

Orden i det uordentlige

Orden for mig, er enten snorlige perfektionisme — eller absolut intet.

Desværre. Det er jo ikke ligefrem praktisk. Det betyder som regel, at jeg ender med at rode helt vildt, fordi jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i at rydde op helt perfekt.

Så hellere lade stå til, til jeg en dag får et oprydningsflip og vasker vægge klokken 02:30.

Struktur og orden føles som kærlighed. Det er dopamin og endorfiner på teamwork. Jeg fik ros som barn, når jeg gjorde rent eller ryddede op — som den lille husmor, jeg åbenbart var ansat til at være. “Du skal jo lave noget for føden og husly,” som det så poetisk blev sagt.

Det sidder stadig i mig. Som jeg altid skriver i mine indlæg: Tidy space, tidy mind. Eller i mit tilfælde: Tidy space, temporarily functional brain.

Jeg er eminent til at lave lister. Altså, mesterlig. Jeg laver dem i alle formater — papir, apps, tavler, servietter. Jeg elsker begyndelsen. Den der dopaminbølge, hvor alt føles muligt. Problemet er bare, at jeg planlægger mine dage ud fra min mest produktive, overgearede superdag – ikke en almindelig tirsdag med nullermænd og energi som en våd karklud.

Jeg burde måle min kapacitet ud fra en middelmådig dag og så blive positivt overrasket, hvis jeg når mere. Men nej. Jeg sætter barren så højt, at jeg kan hænge vasketøj på den.

Lister, distraktioner og side quests

Hver morgen starter jeg optimistisk: Jeg skifter og mader Møf, laver kaffe og åbner dagen med min liste. Inden klokken er 08:00 har jeg 20 punkter på den. “Jeg kan sagtens nå det,” tænker jeg. Jeg når to.

Så skal jeg lige sætte en alarm. Falder over en reel. Tyve minutter senere bliver jeg vækket fra min Instagram-trance af postdamen, der ringer på. Jeg tager imod pakken og kommer i tanke om en aftale, jeg glemte at skrive i kalenderen. Frem med mobilen — og hov, der er da lige en mail, jeg bør svare på.

Kan du se mønstret?Jeg tager side quests som en NPC på Redbull. Hvis jeg skal ud med skraldet, tager jeg nøglen med for at tømme postkassen. Ved skraldespanden står der nogle plastikkasser, jeg burde smide i skuret, fordi jeg får besøg. Der ligner et bombet lokum i skuret .Hvorfor står jeg stadig med skraldeposen i hånden? Jeg går ud med skraldet. Kommer ind i huset. Har stadig ikke tømt postkassen. 🙃

Og sådan kører min dag. Jeg får måske lavet to ting ud af tyve på en god dag, men jeg vil blive ved med at skrive lister, for de hjælper mig. De er beviser på, at jeg prøver.

Når jeg mister overblikket for alvor, laver jeg en ny liste. Papir, app, tavle – nogle gange alle steder. Og hvis det handler om rengøring, skal jeg selvfølgelig også vinge det af i Tody-app’en. For ellers tæller det jo ikke.

Så sidder jeg der, fanget i mit eget system. En strukturstraf. Endorfinerne dør stille, mens jeg drukner i mit eget bureaukrati.

Kaos som livsstil

En behandler spurgte mig engang:

“Er kaos noget, du overlever – eller noget, du bruger aktivt?”

Jeg tror, det starter som overlevelse og ender som drivkraft. Jeg har lært at bruge mit kaos som benzin.

Men jeg vil gøre alt for, at Møf ikke vokser op i det. Jeg håber, hun lærer, at lækkert kaos er noget, man kan vælge til og fra. At hun bliver reguleret nok til at kunne lukke støjen ude, når det larmer for meget.

Jeg derimod — jeg blev så vant til uro, at jeg begyndte at hvile i den. Jeg fandt tryghed i det, der gjorde ondt. Jeg opsøgte kaos i relationer, i hverdage, i mit eget hoved. Men nu lærer jeg, at kærlighed godt må være stille kys, te i sofaen og babygrin. Mit nervesystem klapper i hænderne. Og det gør jeg faktisk også.

For to år siden troede jeg, jeg skulle sidde alene på Frederiksberg i min halvsure lejlighed, for evigt – og jeg manglede bare at finde en ny hobby. Nu bor jeg på Fyn, har en baby, en kærlig mand og et hjem, der dufter af kaffe og virkelighed. Jeg solgte halvdelen af mit liv og flyttede 200 kilometer væk. Bedste beslutning ever.

Kaos skal omfavnes, når det banker på — og struktureres, når der er plads til det. Jeg ved bare aldrig helt, hvornår det ene bliver til det andet.

At elske sit rod

Man kan jo godt elske sit rod. Både det fysiske og det mentale. Det er en del af én selv — og måske er selvkærlighed netop ikke at skamme sig over det.

Jeg har mange kategorier af kaos i mig:

• Kreativt kaos – garnprojekter, et halvt maleri og et bogmanus i gang. Min yndlings. Love it!

• Fysisk kaos – rod i hjemmet, rod i kalenderen, rod i mailboksen. Det slår mig mentalt i stykker. Jeg bliver nødt til at stoppe alt og få styr på det.

• Destruktivt kaos – det, når man selv er here over det og det er selvskadende eller ødelægger relationer?!

  
  

  Jeg prøver at kategorisere det, for hvis jeg kan definere det, kan jeg måske styre det. Men kan man egentlig det? Kan kaos eksistere, hvis det har mapper og etiketter? Der er flere slags kaos men mere om det en anden gang.

Struktur med sjæl

Jeg bruger systemer til at berolige mit kaos — ikke til at fjerne det. Kalender, lister, skemaer, klistermærker. Det giver mig overblik og gør kaosset synligt. Det skal ikke nødvendigvis væk. Det skal bare have plads.

Når intet virker, og alt vælter, går jeg i overlevelsesmode. Jeg sætter gang i mit telefontræ – mine venner og veninder, der samler mig op, når jeg vælter.

Hvis jeg droppede alle mine regler og strukturer en hel dag, ville min hjerne koge sammen. Det sker indimellem, når jeg er dårlig, smadret i min krop eller udmattet, og så ligger jeg der –skamfuld over at trække vejret.

Men stik mig en krisesituation, og jeg er iskold. I 2023 fik min kammerat hjertestop i min bil. Jeg håndterede det til UG. Alt andet kan sejle, men kaos? Det kan jeg fandeme finde ud af. Mere om 2023 i et andet opslag.

Efter Møf kom til, har jeg fået en ny slags kaos — et blødt, kærligt, uforudsigeligt et. Det vokser med hende, og jeg byder det velkommen.

Jeg har fundet ud af, at når jeg stopper med at kæmpe, sortere og fikse — og i stedet bare observerer —så bliver livets kaos, faktisk lidt magisk.

xx Maine ❤️