I 2010 troede jeg bare, jeg gerne ville have ro. Du ved — det der med at flytte ud, få lidt jord under neglene, dyrke egne grøntsager og leve det idylliske liv, man ser på Pinterest.

I går aftes sad Direktøren og jeg og snakkede, hvor langt jeg egentlig vil gå – kaffemæssigt – for kunsten. Bloggen. Vloggen. Og så videre. Og så slog det mig: hvad er det mest ekstreme, jeg kunne finde på inden for kaffens hellige orden?

Kaoskontrol for virkelige mennesker. Læs om rod, perfektionisme og selvomsorg – og lær, hvordan du finder ro midt i rodet, uden at miste dig selv.

Orden for mig, er enten snorlige perfektionisme — eller absolut intet. Desværre. Det er jo ikke ligefrem praktisk. Det betyder som regel, at jeg ender med at rode helt vildt, fordi jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i at rydde op helt perfekt.

Mad burde være kærlighed. Tryghed. Omsorg. For mig har det altid været noget andet. En kampplads. Et kontrolværktøj. Et sprog for straf og magt. Jeg har et komplekst og ambivalent forhold til mad, og det hænger stadig sammen med de år, hvor jeg ikke selv bestemte over min krop — eller over, hvornår jeg måtte spise.

Nu er det sådan, at for små 3 måneder siden, blev jeg mor. Det er mit livs største bedrift! At skabe – så perfekt – et lille menneske. Og det har gjort, at jeg tænker meget på min egen mor. Det vil jeg gerne grave lidt i.