Da mor, ikke var mor mere

Da kærlighed begyndte at gøre ondt

Nu er det sådan, at for små 3 måneder siden, blev jeg mor. Det er mit livs største bedrift! At skabe – så perfekt – et lille menneske. Og det har gjort, at jeg tænker meget på min egen mor. Det vil jeg gerne grave lidt i.

Jeg husker faktisk (tror jeg) at min mor en gang var rar og varm. Ellers har jeg bare dannet et glansbillede som barn, for at beskytte mig selv. Og det er nu blevet min realitet. "Min mor" var en ægte løvemor, en beskytter, men hun kunne også kysse og kramme og være blød. Hun er kvinden der lærte mig om kærlighed og frygt – så godt som samtidig.

Hun forsvandt. Lige så snart hun giftede sig med den dumme stodder (hendes nye mand). Ham den klamme. Hun blev bitter, altid sur og meget vred. Jeg oplevede at min mor var sur på verden. Og min bror og mig. Man kunne ikke regne med hende længere.

Min "nye far" var voldelig, eller det er han vel sikkert stadivæk, han slår bare ikke på mig mere. Han har nok fundet sig et nyt offer, et sted. Han drak også en del. (Jeg har været dette igennem på andre blogs og i min bog, men i får den lige igen.)

Da min bror og jeg var små, skulle vi lave hans "sjusser". Whisky og cola. Eller... det er måske så meget sagt, det var Southern Comfort. Jeg kan ikke tåle lugten af det lort mere. Fy for den lede. Det stinker af omsorgssvigt og knuste forhåbninger.

Der var en ulækker stemning i huset. Altid. Han arbejdede i udlandet, som lastbilschauffør, og han var hjemme et par uger, og så ude et par uger. Det var så deprimerende og angstprovokerende, trykket og luften var tyk af trussel, når han var hjemme. Det var ikke meget bedre når han var ude, for han havde knækket min mor. Hun er også syg, så der skulle nok ikke så meget til. Min mor var doven og træt, men vi havde det sjovt (nogle gange). Det at hun er syg, har fyldt meget i hendes fortælling... Jeg bliver så provokeret af det. Det var altid sclerosen der kom først og jeg fattede det ikke som barn. Der var ingen der forklarede mig hvad det gik ud på. Jeg så det bare som en dum undskyldning, når hun ikke gad at forsvare os, eller lave aftensmad.

Det som min bror og jeg oplevede, var to forskellige ting. Han føler at både vores mor og hendes stodder skal tilgives og at det er synd for dem. At de har sikkert hellere ikke haft det nemt som børn.

Shit, hvor er jeg ligeglad. Det kan godt være at man har haft nogle oplevelser i sin barndom der er grundlag for nogle opførsler. Men man har vel selv ansvaret for at komme videre og for at bedre sig?

De ting som de gjorde, er utilgivelige og jeg finder mig ikke i at det er sket for mig. Det var mega svært, når jeg begyndte at forstå at deres opførsel ikke var normal. Hvorfor skulle disse ting ske for mig? Men lige gyldigt hvor mange "jeg sladrede til" så kom der ingen hjælp. Alle de voksne synes det var en spændende historie, men der var ikke nogen der turde at få dét lort på fingrene. (Med få undtagelser, det kommer senere.)

Når mor vælger forkert – igen og igen

Min mor har understreget, med meget store bogstaver: At min far, aldrig nogensinde var noget for hende. Og åbenbart så var han heller aldrig hendes type, hun har aldrig kunnet stole på ham. Aldrig. Aldrig. Aldrig. Men er stodderen så noget for hende? Var det fedt at se ham slå dine børn, imens han nedgjorde dig fysisk og psykisk? Han tjente penge til hende, for hun var jo syg. Og det er det vigtigste i min mors liv. Penge. Hendes yndlings i hele verden.

Hun har ikke meget krudt at give af længere. Hun er meget syg.

Jeg har haft oppe at vende i min fantasi; skal jeg besøge hende? Skal hun møde Møf? Eller Direktøren? Nej. Hun skal ikke få del i dét, der er godt i mit liv. Jeg har tilgivet og sagt unskyld, så mange gange og hun er altid i sin rille om hvor synd det er for hende. Luk.

Jeg har tit forsøgt på at forstå min mor. Men det kan jeg ikke. Og slet ikke nu efter Møf er kommet til verden. Jeg ville ALDRIG kunne være så egoistisk over for mit barn.

Der er en blanding af vrede, sorg og loyalitet som jeg simpelthen ikke kan ryste af mig. Det er lidt ligegyldigt hvor meget jeg "som den voksen jeg er", accepterer, tilgiver og trykker på pyt-knappen. Det er svært. Jeg er så gal på min mor. Jeg savner hende og jeg vil så gerne fikse det, og få "min mor" tilbage. Hun kan rende mig. Svært.

Jeg har utallige gange, over årene, konfronteret min mor, og hun blanker mig helt af. Nægter alle de ting der er sket. Det er som om hun er helt hjernevasket. Det er jeg faktisk overbevist om at hun er. Jeg ved bare ikke om det er ham eller hende selv der har gjort det.

Masse psykose.

Jeg øver mig, med jævne mellemrum på den samtale jeg ville have med hende, hvis vi skulle mødes. Det kommer ikke til at ske. Hun kommer ikke udenfor en dør mere. Hun er jo syg. How convienient.

Begge mine bioforældre har MS, og jeg har selv et lorte helbred. Tak for den.

At finde fred i kaosset

Healing er ikke nødvendigvis pænt, men det er muligt. Jeg har brugt RIGTIG mange timer på at sidde og skrive tanker ned, utallige timers terapi og rigtig gode venner der gider at høre på mine knapt så dybe, men ofte smertefulde tanker. Jeg har arbejdet en del med at prøve at forstå mine forældre, og er kommet frem til, at det kan jeg ikke og jeg kommer nok hellere ikke til det. Jeg siger i hvert fald ikke undskyld. Og det gør de ikke.

Jeg gør alt i verden. Jeg tænker, hvis ikke jeg overtænker, at – jeg nægter at gentage mønstre. Det er ikke min opgave eller pligt eller ansvar, at følge deres rute. Jeg skal finde min egen, i mit forhold til Direktøren, med vores datter og de gode og dejlige mennesker vi har omkring os. Jeg skal fokusere på det gode. Det er et valg. Jeg vælger at se det gode i mit liv, istedet for at blive bitter som min mor.

Jeg ved at min barndom, stadig lever rent free inde i mig. Men jeg bestemme hvor meget plads den får. Jeg ved det aldrig kommer til at forsvinde. Overhovedet ikke. Men jeg ved at jeg bestemmer hvad jeg gør, siger, og udstråler.

Jeg vil så gerne at Møf får en mor, som jeg husker "min mor", en varm, sød, hjertelig mor. Det vælger jeg heldigvis selv. Jeg vil gøre mig så umage. Jeg vil gøre alt for at passe på mig, så jeg kan passe på Møf.

Noget jeg nægter at tage med (ud over de åbenlyse ting); er at jeg vil ikke opfattes af mit barn som om jeg er ligeglad. En ting var, når min mor var gal eller bitter, det kan man rumme. Men år efter år efter år, hvor hun bare har været ligeglad. Ikke forstået. Man kunne smide alt, fra eufori til skandale i hovedet på hende, og hun kunne knapt nok trække på skuldrene.

Nu vil jeg hoppe i seng. Klokken er mange.

Xx Maine ❤️