Når vreden ikke larmer (selvom den burde)

Jeg har det mærkeligt med vrede. Eller... med følelser generelt, faktisk. Ikke fordi jeg ikke har dem – tværtimod. Jeg kan mærke en hel storm hyle inde i kroppen, men udadtil sker der… ikke så meget.

Som om nogen har sat et lydløs-filter på mig.

Når jeg bliver rasende – altså sådan helt knyttede-næver-og-hovedet-brænder-af-rasende – så kommer der ofte bare et suk. Eller et blik. Eller i bedste fald et "nå, det er da nederen".

Det føles lidt som at være fanget i en forsinket livestream af sig selv.

Når hjernen og kroppen ikke samarbejder

Jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra.

Er det skizofrenien?

Er det arven fra barndommen, hvor vrede var farlig, og man lærte at gemme den langt, langt væk?

Eller er det medicinen, der holder mig stabil, men måske også… for flad?

Psykologisk set er det ikke unormalt, faktisk. Når man har været igennem traumer, eller har et nervesystem, der har levet i overlevelse længe nok, så begynder kroppen at "lukke ned" for de farlige følelser. Det kaldes affektiv fladhed – et lidt klinisk ord for, at man ikke viser eller føler følelser i samme grad, som man måske burde.

For nogle er det en del af skizofreni. For andre en følge af stemningsstabiliserende medicin, der dæmper de ekstreme udsving — både op og ned.

Og for mange, der har oplevet omsorgssvigt, bliver det en overlevelsesmekanisme. Man lærer, at det er sikrest ikke at reagere.

Når man ikke passer ind i følelsesformatet

For et stykke tid siden havde jeg en dag, hvor jeg (i mit hoved) blev rasende. Sådan helt kogende, indvendigt eksploderende rasende. En dame sagde noget virkelig provokerende, og jeg kunne mærke, hvordan vreden steg helt op i halsen. Direktøren stod ved siden af mig, og bagefter fortalte jeg historien til min kusine — dramatisk, som jeg oplevede den.

Men Direktøren kiggede bare forvirret på mig og sagde:“Var du vred? Jeg lagde slet ikke mærke til det.”

Og det var dér, det gik op for mig, hvor mærkeligt det egentlig er. Jeg følte mig rasende. Jeg beskrev det endda, som "at jeg spassede ud". Kroppen var i alarm, tankerne kørte, adrenalinen pumpede — men udadtil havde jeg åbenbart bare set… rolig ud. Måske lidt stram i kæben. Ikke ligefrem den store følelsesmæssige scene. "Jeg kunne da se at du var utilfreds... Men du var helt rolig?!"

Det er det, jeg mener med, at mine følelser og mine reaktioner ikke matcher. Jeg oplever alt i technicolor, men verden ser mig i gråtoner.

Små skridt mod at føle frit

Jeg prøver at øve mig. På at give følelserne lidt mere plads. På at råbe, når jeg har lyst. Græde, uden at analysere det. Sige "jeg er vred", selvom det kommer ud som en halvkvalt hvisken.

Det føles akavet og kunstigt. Men måske er det sådan, man lærer det igen — ligesom at træne en muskel, man ikke har brugt længe.

Jeg er stadig ikke sikker på, om det er medicinen, diagnosen eller fortiden, der har lagt dæmper på mine reaktioner. Men jeg ved én ting:Jeg er træt af at være på lydløs.

Lidt random, sorry...

Xx Maine ❤️