Jeg har det mærkeligt med vrede. Eller... med følelser generelt, faktisk. Ikke fordi jeg ikke har dem – tværtimod. Jeg kan mærke en hel storm hyle inde i kroppen, men udadtil sker der… ikke så meget. Som om nogen har sat et lydløs-filter på mig.

Mad burde være kærlighed. Tryghed. Omsorg. For mig har det altid været noget andet. En kampplads. Et kontrolværktøj. Et sprog for straf og magt. Jeg har et komplekst og ambivalent forhold til mad, og det hænger stadig sammen med de år, hvor jeg ikke selv bestemte over min krop — eller over, hvornår jeg måtte spise.