Når maden bliver magt – og frygten sætter sig i kroppen

Billedet er ikke mit, og taget fra Google.

Mad burde være kærlighed. Tryghed. Omsorg. For mig har det altid været noget andet. En kampplads. Et kontrolværktøj. Et sprog for straf og magt. Jeg har et komplekst og ambivalent forhold til mad, og det hænger stadig sammen med de år, hvor jeg ikke selv bestemte over min krop — eller over, hvornår jeg måtte spise.

Da maden blev et våben

Jeg var 5 til 9 år, da mad begyndte at betyde frygt. Stodderen (min mors mand) bestemte, hvor meget jeg måtte spise, hvad jeg måtte få – og hvor meget der var “nok”. Han bestemte portionsstørrelsen, og nogle gange læssede han urimelige mængder mad op, og hvis jeg ikke spiste op, blev det set som en personlig fornærmelse. Man skulle spise op. Punktum.

Ikke fordi man var sulten, men fordi han havde bestemt det. Og når man gjorde noget “forkert”, kunne straffen være total isolation – låst inde på værelset, uden mad, uden toilet. Hele weekender. Jeg husker stadig duften af mad fra køkkenet og at skulle tisse i et hjørne af værelset. Drikke vand fra vandspil med ringe, der skulle på små knager.

Når han sagde "spis op!", og jeg allerede var mæt, så gjorde jeg som der blev sagt. Jeg fik ondt i maven og blev ked af det.

Der var en gang, hvor vi fik hønsekødssuppe med de der små tern af grøntsager i. Jeg kunne ikke lide de hvide, selleri, så dem lagde jeg pænt på række, på kanten af min dybe tallerken. Da vi var færdige allesammen, sagde min bror og jeg tak for mad. Men stodderen svarede ikke med et velbekomme, han sagde "du har jo ikke spist op?!", han smilede. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg kiggede bare på ham, ventede på min kommando.

Han vender sig til min mor, og siger "hun bliver siddende til hun har spist det." han kigger på mig, han er helt rød i hovedet, opspilede øjne. "SPIS!" råber han og hamrer sin hånd i bordet, og rejser sig for at gå over til sofaen. Jeg spiste dem. Jeg kastede op (helt lydløst) i min dybe tallerken. Jeg blev siddende. Jeg turde ikke at røre mig ud af flækken. Der gik rigtig lang tid. Han dejsede om på sofaen af fuldskab. Min mor tog mig ind i min seng og rengjorde spisebordsstolen jeg havde siddet på. For jeg havde tisset. Jeg følte INGEN skam. Jeg var bare tom.

Min mor var lige så stille som mig, hun sagde ikke noget til ham eller os børn. Jeg er ikke engang helt klar over hvordan jeg følte sult dengang. Det var meget fysisk, efter første døgn. Maven der larmer og gør ondt er svær at ignorere.

Det påvirker mig stadig i dag, bevæbnet mad. Så spiser jeg for meget, så spiser jeg ikke nok, så spiser jeg det forkerte, så er der ting jeg ikke må få fordi det er for godt til at børn må få det. Jeg kan stadig høre hans lorte stemme.

Frygten for at miste maden

Selv som voksen bærer jeg stadig den frygt i mig. Jeg spiser hurtigt, som om nogen kan nå at tage maden fra mig. Som om jeg stadig skal kæmpe for retten til et måltid. Jeg ved godt, det ikke er rationelt – men min krop ved noget andet end min hjerne. Der er et dybt instinkt, der stadig siger: “Spis, før nogen fjerner det.”

Jeg har haft pauser, når jeg har været et trygt sted mentalt. Så er det ikke så udpræget. Men jeg har tusinde tvangstanker der omhandler mad, hver gang jeg ser det, dufter det eller bare taler om mad.

Når jeg tager fat i en tallerken mad, er min hjerne blank indtil jeg har indtaget ca. halvdelen. så kigger jeg op og "tjekker" hvor langt andre er kommet med deres mad. Jeg er i chok hver gang. Selv om jeg gør mig ULTRA umage til at spise langsomt, lægge bestikket, tage noget at drikke... osv. Så er jeg altid foran. Jeg tager mig ikke så meget af det herhjemme med mindre det bliver kommenteret. Men når jeg er ude fylder det 99% af min opmærksomhed. Det gør det enormt svært at koncentrere mig om samtaler eller kigge folk i øjnene.

Hvis nogen kommenterer på mine spise vaner bliver jeg ked af det inden i, skammer mig. Men så siger jeg bare at det er en dårlig vane fra militæret.

Hvis vi løber tør for nogle simple ingredienser, som smør, bestemte slags pålæg eller brød (køleskabet, fryseren og skabene kan bugne med mad) så går jeg i panik, Det er en kæmpe trigger og jeg tror jeg kommer til at sulte.

Fra jeg var 9-15år boede jeg hos min far. Der var der ikke rigtig penge til den vilde mængde eller særlig spændende mad. Så her fik jeg dårlig samvittighed hvis jeg følte mig mæt

Da jeg fra 15-18år boede hos min plejefamilie, følte jeg en frihed overfor mad. Der var ingen kommentarer og masser af mad. Her fik jeg en pause fra de fleste tanker.

Da jeg flyttede for mig selv, havde jeg sjældent råd til at tage mad med på gymnasiet og jeg havde ikke rigtig noget i skabene eller køleskabet. Jeg var glad for en skive rugbrød med tomatskiver på, salt og peber.

Kontrol, skam og overlevelse

Jeg tror ikke, jeg spiser “for meget” (som i, at jeg er mere-sulten-skal-have-mere) – jeg spiser for at overleve noget, der engang var umuligt. Da jeg flyttede som 18 årig, blev mad min måde at skabe kontrol, når meget andet blev taget fra mig. Men kontrollen er også et fængsel. Den får mig til at føle skyld, skam og vrede over ikke bare “at kunne spise normalt.”Men hvad er normalt, når mad har været både kærlighed og straf på samme tid?

Jeg har et stort behov for at spise meget og hurtigt (det har vi vist konstateret) men, især når jeg er alene, så spiser jeg også med følelserne. Jeg spiser når jeg skammer mig, når jeg skal belønne mig og straffe mig selv.

Jeg ved ikke om jeg kan slippe den smule kontrolfølelse jeg har over mad. Jeg ved ikke om jeg tør. Det har ikke noget at gøre med (og har aldrig haft) at det skulle være fedtfattigt eller sukkerfrit. Derimod har jeg komplekser med at kunne sige "nej tak" og jeg får ondt af folk hvis de tilbyder/ serverer noget jeg ikke som det mindste prøver. Skam. Og før jeg har set mig om, så har jeg, som den eneste, nærmest tømt et 3-lags serveringstårn med cookies. Stop nu.

Jeg ved ikke engang hvad normal mad adfær er længere. Jeg spiser ikke synderligt pænt, når autopiloten slår til. Jeg skovler bare i hovedet med et tomt blik.

At finde fred med maden igen

Jeg prøver at lære, at mad ikke længere er noget, nogen kan tage fra mig. At jeg selv bestemmer. At jeg må spise, når jeg er sulten – og stoppe, når jeg er mæt. At jeg gerne må nyde det. At mad kan være kærligt, ikke kontrollerende. Det er en langsom proces, men jeg tror på, at jeg kan lære det. Jeg vil ikke længere lade gamle stemmer sidde med ved bordet.

Jeg ved ærligtalt ikke hvad jeg kan gøre for at gøre mad frit og rart igen. Jeg ved ikke engang hvad jeg ville sige til mit indre barn. Nok noget i retningen af: "Du spiser bare lille skat!" og så skulle der altid være mere hvor det kom fra.

Jeg tror mit første skridt er, at være så mindful som jeg kan, fra det øjeblik jeg kører hen til spisebordet, for at spise. Jeg vil så gerne have at det bliver mere fredligt. Jeg er så bange for at mine traumer og vaner kommer til at påvirke Møf. Hun skal slet ikke mærkes af spor fra stodderen. Men det kræver nok en tur til en psykolog, og det kan jeg ikke få.

Jeg troede at det ville lette mit hjerte og sjæl at få dette ned på tastaturet... Men nu har jeg det faktisk ret nederen.

Jeg har noget, så fantastisk som galdesten, og det sætter en restriktion på min kost som giver yderlige udfordringer. booooooh!

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at jeg har fundet fred med det hele. At jeg har knækket koden, og at mad ikke længere føles som en kamp. Men sandheden er, at jeg stadig kæmper. Hver dag. Jeg prøver bare at spise lidt langsommere, tænke lidt mindre og tilgive mig selv lidt mere. Måske handler det ikke om at vinde over maden – men bare om at overleve den på min egen måde.

Xx Maine ❤️