I går aftes sad Direktøren og jeg og snakkede, hvor langt jeg egentlig vil gå – kaffemæssigt – for kunsten. Bloggen. Vloggen. Og så videre. Og så slog det mig: hvad er det mest ekstreme, jeg kunne finde på inden for kaffens hellige orden?

Mad burde være kærlighed. Tryghed. Omsorg. For mig har det altid været noget andet. En kampplads. Et kontrolværktøj. Et sprog for straf og magt. Jeg har et komplekst og ambivalent forhold til mad, og det hænger stadig sammen med de år, hvor jeg ikke selv bestemte over min krop — eller over, hvornår jeg måtte spise.

Nu er det sådan, at for små 3 måneder siden, blev jeg mor. Det er mit livs største bedrift! At skabe – så perfekt – et lille menneske. Og det har gjort, at jeg tænker meget på min egen mor. Det vil jeg gerne grave lidt i.