Alt muligt blandet shit, der ikke hører under nogen kategori
- Charmaine Brown

- 9. okt.
- 3 min læsning
Opdateret: 10. okt.
Kaffehalløj
I går aftes sad Direktøren og jeg og snakkede, hvor langt jeg egentlig vil gå – kaffemæssigt – for kunsten. Bloggen. Vloggen. Og så videre. Og så slog det mig: hvad er det mest ekstreme, jeg kunne finde på inden for kaffens hellige orden?
Svaret: at riste mine egne bønner.
Det lyder voldsomt religiøst, men det er faktisk mere nørdet end fanatisk. Jeg fandt ud af, at det ikke engang er dyrt – omkring 130 kroner for et kilo rå bønner. (Det er billigere at købe 10 kilo, men hvad fanden skal jeg bruge 10 kg af de samme bønner til?!)
Der ligger endda et kafferisteri ikke langt herfra, så mon ikke jeg kan charmere mig til et par billige kilo, til at lege med?
Jeg læste dog, at det ryger helt vanvittigt, når man rister bønner på en pande. Så Direktøren, evigt opfindsom, fandt en induktionskogeplade på Marketplace, så jeg kan stå udenfor og riste dem som en rigtig suburban witch med kaffetendens. Det er et fremtidsprojekt – lige nu nøjes jeg med at fantasere om duften og føle mig som en mellemting mellem barista og pyroman.
Dalgona og dimser
De sidste par dage har jeg bare hygget mig med Dalgona iskaffe ❤️ Det er sukker, koffein og terapi i ét glas. Jeg lover, jeg nok skal dele opskrifter, tricks og videoer, når jeg bliver ægte go' – lige nu er jeg stadig på “jeg spilder på mig selv, men smiler”-stadiet.
Jeg mangler en dims til mit kamerastativ, før jeg kan filme ordentligt. Indtil da må I nøjes med mine ordfyldte kaffesermoner og et mentalt klap på skulderen for jeres tålmodighed.
Jeg har ikke haft nogen på besøg som sådan, som jeg har kunne lave kaffe til. Og jeg er ved at max'e mig selv ud med hvor meget koffein jeg kan tåle (læs: Hjertebanken og tyndskid). Så hvis der er nogen der har lyst til en kop "eksperiment" så kig gerne forbi!
Kroppen der brokker sig
Mit helbred er som altid… lad os kalde det kreativt udfordret. Jeg var forbi lægen i mandags, og hun sagde, jeg kunne hjælpe mig selv, ved at tabe mig. Jeg sagde stolt, at jeg har tabt 23 kilo siden jeg fødte Møf. Hun smilede og sagde: “Du kan godt tabe 20 mere.” I hear you, doctor. 😂
Kolesteroltallene ligner en dårlig aktiekurve, og mine organer (lever, milt, nyrer og galdeblære) har vist dannet en fagforening mod mig. Jeg ved ikke, hvad planen bliver endnu, men jeg skal nok give en update, når jeg har talt med lægen igen. Indtil da lever jeg efter devisen: kaffe først, kollaps senere. (ja, ja, og lav sukker- og fedtkost)
Jeg har ondt i 80% af min krop. Det stopper aldrig.
Møf – min yndlings kaoskoordinator
I dag blev hun vaccineret for første gang – og hun tog det som en champ. Lidt gråd, lidt trutmund, men ingen dramatik. I morgen har hun tre måneders fødselsdag 🎈Hun er sund, rask, glad, lækker og lidt for god til at få opmærksomhed.
I morgen tager jeg den store omgang tøjrokade – alt det småt ryger ud, og værelset får en hovedrengøring. Vi skal nemlig snart teste, om hun skal sove på eget værelse. Jeg ved ikke, om jeg er klar til det endnu. Jeg kan godt lide at vågne om natten og høre hende snorke. Men altså… hun kan jo ikke bo 30 cm fra mig, for evigt. (Selvom hun/jeg sikkert gerne ville).
Direktøren
Om lidt over en måned går han på barsel (efter lidt ferie), og så har vi ham hjemme helt til midten af næste år 😍Jeg glæder mig. Fordi det bliver så dejligt at have ham, Møf og Mocha samlet hver dag. Familiekaos, men på den hyggelige måde.
Mocha (den firbenede dramaqueen)
Hun er i løbetid. Og hun opfører sig som en teenagepige med sukkerchok. Snuser, piver og lægger sig dramatisk i vejen for alle, OG GØR. Men jeg elsker det gamle kræ alligevel. 😂
Alt det andet
I morgen kommer ventilationsmanden. Jeg ved ikke helt, hvad der er galt med anlægget, men boligselskabet sender ham ud – så Direktøren har været på loftet og rodet rundt, så der er plads. Det føles som at have en handyman og en opdagelsesrejsende i én og samme krop.

På lørdag kommer Direktørens datter og hendes kæreste til middag. Jeg glæder mig! Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal lave af mad…Men jeg satser på, at hvis jeg serverer vin først, så smager alt godt bagefter. 🍷
Xx Maine ❤️



Kommentarer