Økoheksen i mig (og kampen for at styre naturen)

I 2010 troede jeg bare, jeg gerne ville have ro. Du ved — det der med at flytte ud, få lidt jord under neglene, dyrke egne grøntsager og leve det idylliske liv, man ser på Pinterest.

Men pludselig stod jeg og googlede hønsehold, hjemmelavet eddike og “hvordan starter man et mikrolandbrug på 1000 kvadratmeter.”

Spoiler: det her handlede sjældent om bæredygtighed. Det handlede om kontrol. Masser af kontrol.

Fra bakteriepanik til bonderøvsdrømme

I 2010 købte jeg et flot hus på landet med ham, der senere blev min eksmand. Jeg havde det hele planlagt: bryllup, børn, rosenrødt muremestervillaliv. Det eneste, jeg manglede, var bare en hjerne, der gad samarbejde.

For jeg er psykisk syg, og det, der senere viste sig at være OCD, begyndte at æde mig indefra på det tidspunkt. I 2011 begyndte jeg til psykiater (en kæmpe klaphat, for resten), og i 2012 blev jeg fuldtidssygemeldt fra Forsvaret. OCD-Jonna blev født!

Jeg gjorde rent. Og rent. Og så lidt mere rent. Ikke sådan noget “uh, her dufter dejligt af Ajax”-rent. Nej nej.

POC’s – de var rene: Points Of Contact – dørhåndtag, lyskontakter, håndvaske. Alt, der blev rørt ved. Fordi… duh! Det ER pisseklamt, når folk rører ved de samme steder igen og igen.

Jeg vaskede gulve hver dag i et hus, hvor vi ikke gik ind med sko på. Stakkels gulve. De skinnede – og græd.

Vinduerne blev også vasket konstant, for tænk nu, hvis naboerne kunne se snavs?

Og køkkenet… mit helvede på jord. Der, hvor bakterierne bor. Jeg var rædselsslagen for at forgifte nogen. Som min egen eksponeringsterapi begyndte jeg at gå i haven og dyrke ting. Grøntsager. Urter. Ting i krukker. Jeg havde et drivhus – mit lille glashus af kontrol.

Jeg elskede det drivhus.

Jeg planlagde og købte frø og lavede lister – jeg kunne godt lege med jorden i drivhuset, fra poser, men jeg nægtede at stikke hænderne ned i den jord. Udenfor-jord… Jeg tænkte meget på den jord. Jeg rørte den så lidt som muligt. Det hjalp ikke på OCD’en. Tværtimod.

Så fik jeg høns. De var fantastiske.

Kaniner blev det aldrig til. Jeg ville så gerne!

Men jeg havde min elskede hund Dora, og hun var min tryghedsboble. Alt så perfekt ud udefra. Ingen anede noget. Troede jeg.

Jeg passede ikke selv mine høns, jeg synes de var volder klamme, men søde. Det samme var sket hvis jeg havde fået kaniner.

Sæbebobler og selvkontrol – En økoheks kom til overfladen

Jeg begyndte at blande mine egne rengøringsmidler, fordi jeg ikke stolede på fabriksformler. Ironisk, ikke? Jeg ville gerne være miljøbevidst.

Jeg stod og rørte i eddike, citron, opvaskemiddel og æteriske olier som en ægte økoheks — og derefter skrubbede jeg håndvasken tre gange med Cillit Bang. Bare for at være sikker.

Jeg bingede YouTube som en besat. Rengøringssystemer, organisering, “Clean with me”-videoer. Min yndlings-YouTuber lavede sine egne rengøringsmidler, og jeg tænkte: Det vil jeg også! Så bliver alt perfekt!

Og ja, det føltes godt. Et kort øjeblik.

Men sandheden er: jeg kunne ikke nøjes.

Jeg sprøjtede, skrubbede, vaskede — igen og igen — og så med kemikalierne bagefter. Jeg sparede præcis nul procent kemi og plastik.

Jeg havde omdannet miljøbevidsthed til kontrolritual.

I dag kæmper jeg stadig lidt med ikke at blive en “vasker”. Jeg vil gerne have det rent, men min krop kan ikke længere være med til maraton i desinfektion. Det er faktisk den bedste eksponeringsterapi mod rengøringsvanvid, man kan få: fysisk begrænsning.

Jeg blander dog stadig en universalspray i ny og næ 😂

Lad os kalde det… selvkontrol light.

Hjemmelavet tryghed på glas

Syltede rødbeder, marmelade, fermenteret alt-muligt. Det lyder idyllisk og Instagram-venligt, ikke?

Men for mig var det bare en fancy måde at kontrollere verden på — i glas.

Jeg havde et helt lager i kælderen. Tomme glas, pænt vasket, steriliseret og sorteret. Nogle af dem var for pæne til at bruge. De stod bare dér. Perfekte. Og matchede!

Jeg vaskede dem igen og igen. I opvasker, i Rodalon, i kogende vand, i Atamon. Op, ned, op igen – inden min mand kom hjem, så ingen så ritualet.

Jeg begyndte endda at optage videoer af det. Mit vaskeri.

Folk så med. Jeg fik følgere.

Så jeg lavede en blog – og så eksploderede det.

Jeg ville være den bedste til at gøre rent. Jeg blev besat.

Men sjovt nok – det var aldrig hele huset, der var ordentligt. Det var altid de samme steder. Der kunne ligge tykt støv på møbler og hylder og skabe, men gulve, vinduer og POC’er… (Mine nøglehuller blev rengjort tre gange om ugen med vatpind og sprit). OCD er ikke logisk. Det er bare højrøstet.

Jeg elsker stadig at sylte. Det føles roligt. Næsten terapeutisk.

Men nu sker det bare, når jeg har lyst – ikke fordi jeg skal afværge en eventuel sult, i tilfælde af atomkrig.

Når kontrol lugter af lavendel og kaos

Jeg prøver stadig at finde balancen mellem ro og paranoia.

Mellem natur og neurose.

Jeg elsker tanken om at være bonderøv – men jeg har også lært, at høns ikke vasker sig selv i sprit, og jord ikke bliver mindre beskidt, bare fordi det kommer i en pose.

Hvis jeg vinder i Lotto, får jeg mit drømmehus med høns, drivhus og alt det grønne – men forhåbentlig uden spritflasker i hver lomme.

For måske handler økoheksens magi ikke om urter og potioner, men om at turde give slip. Bare lidt.

Kontrol i moderate mængder.

Lavendel og kaos i skøn forening.

Xx Maine ❤️