I 2010 troede jeg bare, jeg gerne ville have ro. Du ved — det der med at flytte ud, få lidt jord under neglene, dyrke egne grøntsager og leve det idylliske liv, man ser på Pinterest.

Jeg har det mærkeligt med vrede. Eller... med følelser generelt, faktisk. Ikke fordi jeg ikke har dem – tværtimod. Jeg kan mærke en hel storm hyle inde i kroppen, men udadtil sker der… ikke så meget. Som om nogen har sat et lydløs-filter på mig.

Kaoskontrol for virkelige mennesker. Læs om rod, perfektionisme og selvomsorg – og lær, hvordan du finder ro midt i rodet, uden at miste dig selv.

Orden for mig, er enten snorlige perfektionisme — eller absolut intet. Desværre. Det er jo ikke ligefrem praktisk. Det betyder som regel, at jeg ender med at rode helt vildt, fordi jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i at rydde op helt perfekt.

Mad burde være kærlighed. Tryghed. Omsorg. For mig har det altid været noget andet. En kampplads. Et kontrolværktøj. Et sprog for straf og magt. Jeg har et komplekst og ambivalent forhold til mad, og det hænger stadig sammen med de år, hvor jeg ikke selv bestemte over min krop — eller over, hvornår jeg måtte spise.

Jeg har et mentalt HR-team. Ikke på sådan en “jeg-hører-stemmer”-måde, men mere som mit eget indre persongalleri af skyld, humor og små overlevelsesstrategier. De arbejder i døgndrift, men leverer mildest talt svingende resultater. Nogle dage får de ting til at ske, andre dage holder de bare møde om det.

Nu er det sådan, at for små 3 måneder siden, blev jeg mor. Det er mit livs største bedrift! At skabe – så perfekt – et lille menneske. Og det har gjort, at jeg tænker meget på min egen mor. Det vil jeg gerne grave lidt i.

For en uges tid siden kom min bestie forbi. Hun hedder Ymer. (Ja, det er et mærkeligt kælenavn — men helt ærligt, det er stadig bedre end Tykmælk. Forklaringen må du få en anden dag).