Hvordan jeg lærte at tale pænt til mig selv (ved at skælde ud på Yvonne)

Jeg har et mentalt HR-team. Ikke på sådan en “jeg-hører-stemmer”-måde, men mere som mit eget indre persongalleri af skyld, humor og små overlevelsesstrategier. De arbejder i døgndrift, men leverer mildest talt svingende resultater. Nogle dage får de ting til at ske, andre dage holder de bare møde om det.

De har navne, roller og personligheder – og jeg elsker dem, selvom de konstant bryder virksomhedspolitikken.

Det hele begyndte spontant. Jeg sagde “Kom nu, Yvonne!” til mig selv en dag, fordi opvaskemaskinen igen stod fuld, og jeg ikke orkede at tømme den. Ikke som et terapeutisk eksperiment – bare et råb ud i køkkenet. Men det hang ved. Og det viste sig at være en ret effektiv måde at aflaste min egen hjerne på.

Direktøren (min kæreste) fangede hurtigt konceptet. Nu er det en del af vores hverdag. Hvis opvaskeren ikke er tømt, hører man et tørt “Aj, Yvonne!” inde fra køkkenet. Og jeg kan ikke engang blive sur. For det er Yvonne. Hun glemmer altid de der tallerkener.

Min gamle underbo fandt på Koma-Kjeld, som var navnet på den tilstand hun fandt mig i en morgen, og siden har mit mentale HR-team kun vokset sig større. Vi griner af det, og måske lyder det fjollet udefra – men sandheden er, at det her lille interne kontor har gjort mig friere.

Jeg har skizofreni, men det her har intet med dét at gøre. Det handler ikke om at miste grebet. Det handler om at tage grebet – og gøre det med et glimt i øjet.

Når coping bliver kreativt

Mit mentale HR-team dukker som regel op (bliver nævnt), når jeg fejler. Når jeg glemmer noget, udskyder, mister overblikket – eller bare eksisterer som et menneske i almindelig drift. De kan få skylden hele døgnet, uanset humør. Det er ikke afhængigt af andet end en trang til at skælde mig selv ud.

Jeg har altid haft en doktorgrad i selvbebrejdelse. Små fejl kunne blive kæmpestore domme i mit hoved. En glemt opvask blev pludselig et tegn på moralsk forfald. At ikke tømme postkassen var katastrofalt. De dage jeg ikke kom igennem to-do listen eller Jeg gik lidt for meget amok med tvangshandlingerne blev jeg SÅ sur på mig selv.

Så i stedet for at sige:

“For helvede, Charmaine, du kan ikke engang finde ud af at tømme opvaskeren, du har slet ikke lavet noget i dag! Fuck, du er doven!”

siger jeg nu:

“Aj, Yvonne! Nu har du glemt det igen... Vi bliver nødt til at tage en MUS-samtale om din indsats.”

Og så griner jeg lidt. For Yvonne er ikke mig. Hun er bare den del af dagen, der glemte noget – og hun gør det så godt, hun kan. Måske mangler hun bare kaffe. Måske ferie. Måske et HR-kursus i tidsstyring.

Pointen er, at det tager presset af. Jeg går fra at være skurken i mit eget hoved – til at være chefen, der prøver at forstå sine medarbejdere.

Mød holdet

Yvonne er kontordamen, der får skylden for alt, hvad jeg glemmer eller ikke orker. Hun er flink, men håbløs. Hun tror, hun har styr på systemet, men printer stadig fejl 404 ud i farve. Yvonne er måske en smule udbrændt.

Stive Lis er vikar, festens lys og det kræver ikke mange glas vin, før hun møder ind. Hun er sentimental, taler for højt og insisterer på at danse til Thomas Helmig. Jeg elsker Lis, men hun bliver aldrig fastansat.

OCD-Jonna er overansvarlig for rengøring og fødevaresikkerhed. Hun tror, hun redder liv, men hun overdriver alt.Hun har dog fået det bedre. Hun må stadig ikke komme i køkkenet efter klokken 22:00 eller gøre rent efter der er nogen der er gået i seng.

Koma-Kjeld er min morgenspecialist. De første to timer efter jeg vågner, er det ham, der har vagten. Han kan ikke huske noget, forstår ikke kaffemaskinen, og kommunikerer primært i suk. Kjeld er elsket, men ubrugelig før kl. 10:00.

Der er flere “ansatte”, men jeg kan simpelhent ikke huske dem nu hvor jeg skal skrive det ned – hvilket nok også er Koma-Kjelds skyld.

Ingen er gået på pension endnu, men jeg håber stadig på, at nogen frivilligt tager en efterløn snart og jeg er bliver fri for at have nødvendigheden for at skulle lægge en skyld.

Når latter bliver lettelse

Folk synes naturligvis, det lyder lidt fjollet, når jeg fortæller om mit HR-team. Nogle synes endda, det lyder lidt sygt – især når de finder ud af, at jeg har skizofreni, og automatisk tror, det hænger sammen. Men det gør det ikke. Det her handler ikke om stemmer. Det handler om selvomsorg forklædt som satire.

Og det virker. Noget, der engang føltes tungt og selvbebrejdende, er nu blevet til en intern vittighed. Det gør en dårlig dag bedre og bryder mine negative tankemønstre på et splitsekund. Det er svært at piske sig selv, når man samtidig står og griner af, at Yvonne skal til MUS-samtale. Eller at Jonna har pillet ved bestikket igen (læs: omorganiseret det).

Det har også gjort mig bedre mod andre. Jeg har lært, at man ikke skal skælde ud på folk – eller sig selv – for at være menneskelig. Hvis jeg skælder ud på Yvonne, kan jeg høre, hvor absurd og nedladende det lyder. Og så tænker jeg: ville jeg sige det dér til et andet menneske? Til lille Svend-Bent på fire år? Nej. Så skal jeg nok heller ikke sige det til mig selv. Eller nogen!

At tage magten tilbage – med humor og kaffe

Mit mentale HR-team holder daglige møder – ikke planlagte, ikke formelle, bare spontane afbrydelser i hverdagen. De dukker op, når livet kræver et reality check. Jeg diskuterer ikke med dem, men de bliver nævnt. Nogle gange som en intern joke, andre gange som en lille reminder om, at jeg skal trække vejret og give slip.

Hvis der var en dagsorden til de møder, ville den være simpel:

1. Vær sød ved dig selv.

2. Vær sød ved andre.

3. Tilgivelse er ikke for modtageren – det er for dig. Det er din sjæl, der får ro, når du tilgiver.

4. Tag alting så let som muligt. Det er nemmere at leve, når man kan grine af det.

   
   

Det er sådan, jeg prøver at køre "kontoret" nu. Ikke med KPI’er og kontrol, men med venlig ledelse og tålmodighed.

Jeg er blevet mere “jeg tager det, som det kommer”-typen (jeg er slet ikke i mål). Jeg har fundet ud af, at et vredesudbrud er et valg – ligesom alle andre reaktioner er det. Følelser derimod kan man ikke styre. De er ægte og skal valideres, ikke ties ihjel. Men man kan vælge, hvordan man reagerer på dem.

Kaffen hjælper. Altid.

Den er både et ritual og et signal. Den siger: stop, træk vejret, det er bare liv, ikke krig. Jeg elsker duften, roen og symbolikken i den pause, hvor verden lige står stille et øjeblik. Det er det tætteste, jeg kommer på meditation – og helt ærligt, det smager bedre.

At tale pænt (selv når man glemmer opvaskeren)

Jeg tror, vi alle sammen har et mentalt HR-team et sted i os. Forskellen er bare, at jeg har givet mit navne – og en ansvarsfordeling.

Jeg voksede op i en familie, hvor børn skulle ses, ikke høres. Der blev ikke talt blidt til mig, og når alt input er hårdt, bliver alt process og output det også. Mine tanker blev formet af kritik. Så det tog mange år at lære, at tonen i mit eget hoved ikke behøvede at lyde sådan.

Jeg falder stadig i. Når jeg fejler groft, eller skammer mig, så begynder den indre monolog at rulle: Du er dum, du burde vide bedre. Men jeg stopper mig selv. Jeg ændrer narrativet. Jeg minder mig selv om, at ingen bliver bedre af at blive kaldt idiot – heller ikke mig. Grin hjælper. Grin er mit bedste værktøj. Det bryder alt. En dårlig dag, en tung tanke, en hård følelse – det bliver lettere, når man griner lidt.

Hvis du også taler grimt til dig selv, så find din syndebuk. Kald den Henning, Birthe eller Yvonne – og giv den nogle verbale tæsk. Men bagefter: tjek din samvittighed. Ville du sige det dér til en ansat, hvis du var chef? Ville du sige det til et barn? Nej vel? Så sig det, som du ville sige det til nogen, du holder af: pænt, roligt og med omsorg.

Hvis jeg spoler 14 år tilbage, til dengang jeg var mest vred, så er forskellen i dag enorm. Jeg er ikke så opfarende længere. Jeg hopper ikke på konklusionstoget ved første tanke. Jeg er blevet mere afbalanceret, rolig og – vigtigst af alt – bevidst.

Men jeg er ikke færdig. Jeg kan stadig blive sur, og jeg kan stadig tale grimt til mig selv, når følelserne rammer for hårdt. Men jeg fanger det hurtigere. Jeg stopper, tager en tår kaffe og tænker: Det var måske ikke Yvonnes skyld alligevel.

Jeg har ikke lært at være perfekt – jeg har lært at være lidt mere menneskelig.

Og det er rigeligt.

Xx Maine ❤️