Rengøring, rutiner og resten af rodet

Jeg laver lister.

Ofte.

Som i igen og igen-ofte. Der er noget terapeutisk ved at skrive “støvsuge, vaske gulv, vasketøj” på en pæn række (helst i en app som Structured eller Tody), som om jeg pludselig har styr på mit liv.

Problemet er bare, at jeg sjældent overholder listen i mere end to uger. Nogle gange to dage. Det er som om, jeg tror, at det at skrive listen tæller som selve handlingen.

Men listen gør ikke rent for mig. Den sidder bare dér – pæn, organiseret og dømmende.

Jeg har prøvet at være et rutinemenneske.

Sådan en, der har faste rengøringsdage, foldede håndklæder og lavendelduft i hjørnerne.

Men sandheden er, at jeg er bedre til at skrive om rutiner end til faktisk at have dem.

Jeg har haft diagnosen OCD. Den er væk nu – ikke tvangstankerne eller -handlingerne, bare diagnosen. Da jeg flyttede fra København til Fyn sidste år, slettede lokalpsykiatrien den sammen med den posttraumatiske belastningsreaktion, jeg “havde”. Det er næsten poetisk – at få slettet sin psyke med et klik.

Mit forhold til OCD har været… lad os kalde det komplekst. Jeg har været i begge ender af spektret: både hoarder-mentaliteten og “OCD-Jonna”, der går amok med sprit, og vatpinde i nøglehuller.

Jeg har det meget bedre i dag, men jeg vil ikke påstå, jeg er kureret. Overhovedet.

Til gengæld elsker jeg en god to-do- og ta-da-liste. De får mig til at føle, jeg har styr på noget – bare et øjeblik. Det alene er grund nok til at skrive blogindlæg om dem på et senere tidspunkt.

Når eddike og Cillit Bang mødes

Jeg kan godt lide tanken om at lave mine egne rengøringsmidler. Jeg har flasker med brun sæbe, citronsaft og æteriske olier, og når jeg står der og blander, føler jeg mig som en slags øko-heks med sprayflaske og gode intentioner.

Der er noget tilfredsstillende ved at vide, at man har skabt sin egen universalrens ud af helt almindelige køkkenting.

Min opskrift:

En tom sprayflaske (der er selvfølgelig 10 matchende flasker med dymoer på) + 2 spsk opvaskemiddel + 2 spsk gennemsigtig eddike + 10 dråber duftolie + vand. Ta-da!

Men. Når kalken griner hånligt fra fliserne, og fedtet nægter at flytte sig fra komfuret, så ryger øko-heksen direkte ud – og Cillit Bang og kampmusikken rykker ind. For nogle gange er kemi bare hurtigere end tålmodighed.

Lister, illusioner og lidt selvbedrag

Jeg har en stak notesbøger på min iPad kun dedikeret til rengøringslister. Der står ting som “Gulve” (det sjove er, at det ALDRIG er mig, der støvsuger eller vasker gulv – jeg kan knap stå op) og “Badeværelse” (som i: smid noget WC-rens i kummen og tør, hvor der er syneligt skidt).

Jeg starter altid stærkt ud. Køkkenet dufter, vasken skinner, og jeg tænker: denne gang bliver jeg et ordentligt menneske. To uger senere ligger nullermændene bag døren og griner sammen med det snask, der bor i bunden af airfryeren.

Jeg ved ikke, om det handler om dovenskab, spasserhjerne eller bare livet. Men jeg har efterhånden accepteret, at rengøring for mig er en cyklus — ligesom månen. Den vokser, skrumper og forsvinder i perioder. Og nogle gange bliver den bare helt sort.

Når kaffen redder dagen

Rengøring handler ikke længere om perfektion. Det handler om at skabe nok orden til, at mit hoved ikke føles som en rodeskuffe. Nogle dage får jeg gjort hele huset rent. Andre dage er det en sejr, hvis jeg bare får skiftet karkluden.

Jeg laver stadig lister. Jeg blander stadig mine egne rengøringsmidler. Og jeg falder stadig i med Cillit Bang, når livet bliver for fedtet. Men jeg prøver at huske, at kaos ikke kan pudses væk – det kan bare dufte lidt bedre med citronsaft.

Så jeg hælder en kop kaffe op, sætter et flueben på listen (selvom jeg kun nåede halvdelen), og kalder det en succes.

Når rengøring bliver terapi

Nogle gange, når jeg gør rent, skrubber jeg mere end skidtet.Jeg skrubber følelser væk. Jeg gør det for at gøre mit hjem “sikkert”, for min familie og mig.

Da jeg var rigtig dårlig, var jeg rædselsslagen for, at nogen skulle komme ind i mit hjem, spise min mad og blive syge – eller blive syge, bare af at være i mit hjem. Det var ikke kontrol, det var frygt forklædt som renlighed.

Nu er det anderledes. Nu føles det healende. Jeg gør rent, fordi det føles som at tage mig af mig selv – ikke som at gemme mig bag desinfektion.

Jeg elsker at støvsuge. (Det sker bare ikke så tit, as in close to never.) Som en eller anden engang sagde i fjernsynet: instant satisfaction. Jeg hører ikke mine egne tanker, og det er faktisk bedre end meditation. Jeg gad godt at kunne støvsuge.

Mit mål med at rydde op er ikke længere at imponere nogen. Det er at skabe ro i knolden. Jeg mener det helt alvorligt: tidy space – tidy mind. Det virker.

Når mit hoved er fyldt op, og benene stadig har lidt krudt tilbage, så hjælper det at lave noget, jeg ved, jeg bliver glad for senere – når kroppen ikke vil mere. Så føles det som om, jeg har brugt energien rigtigt. Selv om jeg ikke havde noget mental overskud... giver det mening?

Det er mega tilfredsstillende at kunne se et resultat, selv når alt andet i mit liv er uoverskueligt.

Så jeg tager en dyb indånding, går i gang med rengøringen og tænker:

Der er kaos i mig, ja – men det her hjørne? Det skinner.

xx Maine ❤️