Hjemmelavede cowboy toasts
- Charmaine Brown

- 10. okt.
- 3 min læsning
For en lille uges tid siden købte vi en “kødkasse” fra supermarkedet. Den er beregnet til 4 personer i 14 dage — men for os (to voksne med stor appetit og en hund, der meget gerne vil hjælpe til) holder den ca. 2 måneder. Jeg ved ikke, om det siger mest om portionerne, vores spisevaner… Eller bare min evne til at strække mad som en mormor på SU.
Dagens kød:
Dun dun daaaaaa! Ja, hakket oksekød. Ærligt — jeg gider ikke sådan noget “kødsovs og pasta”-agtigt medmindre det er lasagne ❤️ (og lasagne er jo bare den pæne kusine til kødsovs. Ligseom raclette er fondues ævnesvage fætter. Don't ask!).
Sidst vi fik hakket oksekød, blev det til hakkebøffer. Gangen før det, den famøse kødsovs. Jeg tror stadig, jeg har lidt PTSD fra den.
Så i eftermiddags tastede jeg “aftensmad hakket okse” ind på Google (fordi det er sådan jeg laver mad i 2025), og ud poppede der en opskrift på cowboy toast. Og jeg tænkte — jep, det er lige mig.
Men… dem, der kender mig, ved godt, at jeg ikke følger opskrifter. Jeg kigger, griner, og så improviserer jeg som en jazzmusiker på koffein.
Hvad er egentlig en “rigtig” cowboy toast?
Jeg har set, at der er folk, der smider alt muligt mærkeligt i — grøn peber, spejlæg, tomater og mayo... stop jer selv. Dét er ikke en cowboy toast, det er en krise.
Men hey — hver sin smag. Nogle laver den endda som en decideret bøf-med-løg-toast, og det er jo også fint. Men for mig? Det her er mere en fordansket sloppy joe – bare uden det dér “jeg spildte hele min frokost på min trøje”-element.
Jeg aner ikke, hvad der teknisk set definerer en cowboy toast. Jeg ved bare, hvordan jeg synes den bør smage. Og nu prøver vi.
(Skriv endelig en kommentar med, hvad du mener, der gør en cowboy toast til en cowboy toast – jeg er oprigtigt nysgerrig. Og lidt dømmende, bevares.)
Så here we go:
Ingredienser
Der er fyld til 8 toasts, vi spiste 4...
Til to voksne og en meget lille hund og hapsere i køleskabet.
450 g hakket oksekød
3 løg (eller hvor mange du lige orker at hakke)
Smør til stegning
En stump bacon (jeg tror der var ca. 150 g – (4x6x10cm) bare brug hvad du har)
3 spsk engelsk sovs (Jeg puttede for meget i, med 5 spsk)
1 tsk sennepspulver
2 tsk røget paprika
Salt + peber
16 skiver groft sandwichbrød (det er blødere end toastbrød og har større skiver, lav det med det brød DU kan lide)
Smør til brødet
En (næsten hel) stor pose revet ost, fordi… hvorfor spare på lykken?
Sådan gør du (uden stress og med kaffe i hånden)
Steg løg, kød og bacon i smør — på en stor pande og giv det gas, til det hele er brunet og dufter så godt, at hunden begynder at sidde pænt af sig selv.
Smid engelsk sovs, sennep, paprika, salt og peber i — og rør, som om du ved, hvad du laver.
Find din paninigrill (eller en toaster, eller en pande — jeg dømmer ikke).
Smør brødet på den ene side, og læg det med smørsiden nedad.
Ost, kød, mere ost — og så luk festen med endnu en skive brød (smørsiden udad, selvfølgelig).
Luk grillen og vent, til brødet er gyldent og osten er smeltet, så det minder dig om kærlighed på en varm sommerdag.
Resultatet
Sprødt, snasket, salt og helt ærligt… det smager af cowboy og barndom og alt det gode, man ikke må, hvis man går op i sundhed. Men fuck det — det er fredag (eller tirsdag? ...Lørdag? Whatever, jeg ved ikke hvad dag det er).
Det her, er en af mine afskedsretter – der kommer flere, da jeg inden for nærmere fremtid (burde være startet allerede) skal på sukker-/fedtfri kur pga. galdesten. Så håber vi bare at jeg ikke får et anfald mere inden.
Spis med fingrene. Og nyd det.
Xx Maine ❤️









Kommentarer